Vision

Under den første gudstjeneste i Kirken på Klippen spurgte en journalist, om vi opfattede gudstjenesten som en succes. Ja, hvis vi brugte almindelige succeskriterier, måtte vi nok betegne gudstjenesten som en succes. Der var god tilslutning af alle aldersgrupper og en meget positiv stemning.

På den anden side: en succes i Guds rige forudsætter, at mennesker bliver frelst og bevaret til evigt liv. Så det må være visionen for vort arbejde i Kirken på Klippen. Og kun når det sker, har vi succes.

Derfor vil vi i Kirken på Klippen

  1. Forkynde Guds ord i overensstemmelse med det bibelsyn, som er udtrykt i kirkens vedtægter
  2. Gøre brug af nådemidlerne dåb og nadver
  3. Skabe et åndeligt fællesskab.

”Ellipsestruktur” 
Kirken på Klippen blev oprettet med henblik på dem, som pga. udviklingen i Folkekirken, har meldt sig ud, men som fortsat ønsker at være en del af fællesskabet i Luthersk Missions forsamlinger rundt omkring på Bornholm. Det er det, som kaldes ”ellipsestruktur”: at man ligesom ellipsen har to brændpunkter: missionsforeningen og Kirken på Klippen.

Gudstjenesterne i Kirken på Klippen skal på den anden side være åbne for alle, uanset hvor man er medlem eller ikke medlem.

For medlemmerne af Kirken på Klippen vil vi tilbyde alle kirkelige handlinger: gudstjeneste, dåb, nadver, konfirmation, bryllup og begravelse.

Alle aldersklasser
For Kirken på Klippen er det et mål, at der skal være plads til alle i alle aldre. Det er ikke planen at lave særlige arrangementer for nogle aldersklasser (det gøres i de fleste missionsforeninger), men det er målet, at alle gudstjenester skal henvende sig til både børn, unge og ældre.

Menighedsledelsen.



Opdateret: 22/03-2013
© Kirken på Klippen 2012 - Svanekevej 23, 3751 Østermarie
MusikarbejdetLutherskLM-KidsLutherskLutherskDavdiskolenLUMILutherskLutherskNodebasen.dkPeterskolenLutherskLUMI-RadioNora